Rusland annoncerer 48 timers våbenhvile i syrisk krigsby

Ruslands forsvarsministerium meddeler sent onsdag, at der bliver indført 48 timers våbenhvile i den syriske by Aleppo.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og russiske Tass.

Våbenhvilen er trådt i kraft ved midnat mellem onsdag og torsdag lokal tid.

- På Ruslands initiativ bliver et "stilhedsregime" indført i Aleppo i 48 timer fra klokken 00.01 16. juni. Målet er at nedbringe omfanget af væbnet vold og at stabilisere situationen, skriver ministeriet i en meddelelse ifølge AFP.

Det fremgår ikke at udtalelsen, hvem Rusland har forhandlet våbenhvilen på plads med.

I maj indgik Rusland og USA en lignende aftale om en våbenstilstand og "et stilhedens regime" i Aleppo.

Den syriske storby har været udsat for heftige bombardementer, og flere hundrede civile og oprørere er blevet dræbt. Blandt andet er et hospital i byen blevet bombet.

Før krigen i Syrien brød ud for fem år siden, var Aleppo et finansielt og industrielt centrum i landet.

/ritzau/

Dagens Gossip