Rusland dømmer 57 for terror og væbnet oprør

En russisk domstol har tirsdag dømt 57 personer i en terrorsag fra 2005, nogle af dem blev idømt fængsel på livstid.

Ifølge politiets efterforskere forsøgte de bevæbnede mænd, som angreb byen Naltjik i det nordlige Kaukasus, at skabe en "islamisk stat" i regionen.

50 personer mistede livet, deriblandt 35 politifolk, ved angrebet, hvor våbenbutikker blev plyndret og kommunale bygninger stormet. Flere end 200 blev såret.

I en udmelding fra en undersøgelseskomité hedder det, at højesteret i Kabardino-Balkaria dømte alle 57 tiltalte for forskellige anklager.

De tiltalte blev idømt straffe fra fire år og 10 måneder til 23 års fængsel. Fem blev idømt livstid bag tremmer.

Blandt anklagerne var terrorisme, ulovlig våbenbesiddelse, drab og væbnet oprør.

Efter angrebet blev adskillige mistænkte dræbt af russiske sikkerhedsstyrker, blandt dem fremtrædende militante fra Tjetjenien.

Retssagen har stået på så længe, at tre dømte blev løsladt i forbindelse med dommen, da deres varetægtsfængsling har varet længere end de fængselsstraffe, de blev idømt.

Amnesty International har kritiseret sagen, som organisationen kalder et "stort justitsmord," og henviser blandt andet til beviser på tortur af de tiltalte.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip