Rusland: EU bruger destruktiv retorik

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Rusland betragter EU's "sanktionsretorik" som destruktiv, og Rusland vil fortsætte med at gøre, hvad der er i landets interesse.

Det siger Dmitrij Peskov, der er talsmand for den russiske regering.

Det er den russiske reaktion på EU's beslutning om at opretholde sanktionerne mod Rusland.

Sanktionerne er gengæld for Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim og den militære støtte til de prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

På et pressemøde beskylder Peskov den ukrainske regering for at bryde våbenhvileaftalen, der er indgået i den hviderussiske hovedstad, Minsk.

- Vi foretrækker at beskæftige os med kreative spørgsmål, ikke destruktive spørgsmål som nu denne sanktionsretorik, siger han.

- Så vi diskuterer ikke sanktionerne, og den russiske føderation vil gøre, hvad der er i dens nationale interesse, fastslår han.

På EU-topmødet besluttede stats- og regeringscheferne torsdag, at sanktionerne vil være i kraft, indtil alle del af Minsk-aftalen er opfyldt.

EU's præsident, Donald Tusk, gjorde det samtidig klart, at EU endog vil skærpe sanktionerne, "hvis det er nødvendigt".

/ritzau/Reuters