Rusland har nu 30.000 soldater på Krim-halvøen

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Ifølge ukrainske grænsevagter befinder der sig nu 30.000 russiske soldater på den ukrainske Krim-halvø, hvor det lokale parlament torsdag stemte for en løsrivelse fra Ukraine.

Den seneste uge har der været flere forskellige gisninger om antallet af russiske soldater på den ukrainske Krim-halvø. De 30.000 soldater er mere end en fordobling af det tal, der tidligere er blevet meldt ud fra regeringen i hovedstaden Kijev.

Det er rådgiveren for de ukrainske grænsevagter, Serhij Astakhov, der vurderer, at antallet af russiske soldater på Krim-halvøen har rundet 30.000.

Der har løbende været forskellige udmeldinger fra begge sider i konflikten om antallet af soldater.

Tidligere har Rusland understreget, at der kun er russiske soldater på basen i havnebyen Sevastopol, der siden Sovjetunionens opløsning i 1991 efter aftale med Ukraine har været hjemsted for den russiske sortehavsflåde.

Krims parlament stemte torsdag for en løsrivelse fra Ukraine for i stedet at slutte sig til Rusland. Parlamentet besluttede, at spørgsmålet lægges ud til folkeafstemning om 10 dage.

Både EU og USA har fordømt Ruslands militære indtog i Ukraine.

EU besluttede torsdag på et ekstraordinært topmøde i Bruxelles at opfordre Rusland til "straks at trække sine væbnede styrker tilbage og åbne for internationale observatører".

/ritzau/Reuters