Rusland har opsendt raket fra ny rumhavn

Skrevet af admin

28/04/2016

Mest læste i dag

Rusland har for første gang sendt en raket ud i rummet fra den nye østligt beliggende Vostotjnij Kosmodromen, oplyser den russiske rumfartsadministration.

Raketopsendelsen er gode nyheder for Ruslands trængte og kritiserede rumfartssektor, da Kosmodrom Øst ventes at give hele sektoren en ny start.

Rumhavnen ligger nær Kina i Amur-regionen omkring 1000 kilometer nordnordvest for Vladivostok.

Det er meningen, at den skal gøre Rusland mindre afhængig af Bajkonur Kosmodromen i Kasakhstan, hvorfra Andreas Mogensen og hans to kolleger blev opsendt 2. september.

Sojus 2.1a raketten, som medbragte tre satellitter, blev affyret natten til torsdag klokken 04:01 klokken (dansk tid).

Opsendelsen skulle være sket onsdag, og præsident Vladimir Putin, der overværede opsendelsen, kritiserede i hårde vendinger de ansatte i rumhavnen, da opsendelsen måtte udsættes. Han var dog mere forsonlig, da raketten var opsendt.

- Jeg ønsker Jer tillykke! Vi kan være stolte. I går var der tekniske problemer, men det er noget, som sker. Det er helt normalt, sagde han.

Den russiske leder har hyldet rumhavnen i Amur-regionen som Ruslands for tiden største byggeprojekt med et budget på op til 5,3 milliarder euro (op mod 40 milliarder kroner).

Over 10.000 arbejdere har siden 2012 bygget 115 kilometer veje og 125 kilometer togstrækning i den tyndt befolkede region. Desuden er der opført en helt by med 25.000 indkvarterede mennesker.

Det føderale russiske turistråd, Rostourism, har foreslået at gøre den nye østligt beliggende russiske Vostotjnij Kosmodromen til en turistseværdighed.

Den gamle Baikonur-base i Kasakhstan blev bygget tilbage under sovjettiden. Den koster Rusland mange millioner kroner i leje om året.

/ritzau/AFP