Rusland har påbegyndt delvis tilbagetrækning fra Syrien

Skrevet af admin

15/03/2016

Dagens topnyheder

På femårsdagen for begyndelsen af borgerkrigen i Syrien er Rusland tirsdag begyndt at trække dele af sit militære isenkram ud af landet.

Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Teknikere på luftbasen (i Latakia, red.) er begyndt at forberede fly til langdistanceflyvninger til luftbaser i Rusland, hedder det i en meddelelse fra forsvarsministeriet i Moskva.

Personel på basen i det vestlige Syrien er ifølge meddelelsen begyndt at laste flyene med militært udstyr, der skal flyves hjem.

Meldingen om den russiske tilbagetrækning flugter med de udmeldinger, der kom fra Kreml mandag.

Her meddelte Ruslands præsident, Vladimir Putin, at en tilbagetrækning af "hovedparten" af landets styrker ville begynde tirsdag 15. marts.

Det blev begrundet med, at Ruslands mission ifølge præsidenten "stort set er opfyldt" i Syrien.

- Det effektive arbejde, som militæret har udført, har skabt de nødvendige betingelser for, at en fredsproces kan indledes, sagde Putin ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han nævnte blandt andet, at Ruslands militære tilstedeværelse har banet vejen for den aktuelle FN-fredsproces i Genève.

Rusland har ikke oplyst en frist for, hvornår soldaterne skal være ude af landet. Samtidig fastholder det russiske militær sin tilstedeværelse i havnebyen Tartous og en militær luftbase i Latakia.

Danmarks udenrigsminister, Kristian Jensen, bifaldt mandag udsigten til en russisk exit fra Syrien.

Han håber, at det kan føre til, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, i en nær fremtid træder tilbage.

- Jeg synes, det er positivt, hvis de reelt trækker sig tilbage. Det kan være begyndelsen på slutningen for Assad, siger Kristian Jensen.

Rusland intervenerede i den syriske konflikt, da det russiske føderationsråd 30. september sidste år godkendte Putins forslag om en militær intervention.

/ritzau/AFP