Rusland henter første EM-sejr trods Ungarns slutspurt

Skrevet af admin

18/01/2016

Dagens topnyheder

Rusland kom mandag aften på pointtavlen for første gang ved EM i håndbold i Polen.

Russerne, der lørdag tabte 25-31 til Danmark i premierekampen, vandt 27-26 over Ungarn i Gdansk.

Resultatet betyder, at begge hold har to point efter to kampe i gruppe D.

Ungarn var ikke foran en eneste gang i kampen, hvor Rusland havde godt fat defensivt, undtagen i slutfasen.

I offensiven brillerede Timur Dibirov med fem scoringer i de første 30 minutter.

Ungarn bliver trænet af den tidligere storspiller Talant Dusjebajev, der i sin aktive karriere nåede at repræsentere både Rusland og Spanien.

Den tidligere verdensmester og olympiske guldvinder havde dog svært ved at råbe sit hold op til en stor præstation.

Efter 14-10 til Rusland ved pausen indledte Ungarn anden halvleg med tre scoringer på stribe.

Rusland rykkede imidlertid igen fra modstanderen, og ti minutter før tid førte russerne 24-19.

Det blev alligevel tæt, og Ungarn kom inden for en afstand af et mål, men russerne holdt hele vejen hjem.

Ungarns Laszlo Nagy fik kampens sidste mulighed på et frikast efter udløbet af de 60 minutter, men hans afslutning endte i de russiske parader.

Klokken 20.15 spiller Danmark mod Montenegro i samme gruppe.

/ritzau/