Rusland indleder stor militærøvelse tæt på Ukraine

Skrevet af admin

04/08/2014

Mest læste i dag

Russisk militær indleder mandag en fem dage lang militærøvelse med deltagelse af blandt andet flere end 100 fly og helikoptere, oplyser en talsmand fra det russiske luftvåben til det russiske nyhedsbureau Interfax, skriver Reuters.

Øvelsen vil finde sted i flere centrale og vestlige regioner, heriblandt de regioner, der grænser op til Ukraine, lyder meldingen.

Ifølge talsmanden, der dog ikke nævnte Ukraine ved navn, er øvelsen den første i en række øvelser for at styrke sammenholdet i luftvåbnet.

Både kampfly, bombefly og helikoptere vil deltage i øvelsen, der blandt andet indebærer test af missiler, lyder det.

Rusland har siden annekteringen af den ukrainske Krim-halvø i marts ligget i strid med Ukraines regering. Ukraine og flere vestlige lande beskylder Rusland for at støtte separatister i det østlige Ukraine med våben.

Annonceringen af den nye militærøvelse vil derfor næppe medføre ros fra Vesten, der også har anklaget Rusland for at øge antallet af udstationerede soldater langs grænsen til Ukraine.

Rusland sagde i maj, at hæren havde trukket sine styrker tilbage fra grænsen, men Nato har beskyldt Rusland for at have sendt nye soldater til området i juli.

Forholdet mellem Vesten og Rusland er blevet forværret, siden det malaysiske passagerfly MH17 styrtede ned i det østlige Ukraine den 17. juli.

EU har blandt andet udvidet sine sanktioner mod Rusland for at få Rusland til at stoppe med at støtte de prorussiske separatister i området.

Mandag oplyser en embedsmand fra den føderale russiske sikkerhedstjeneste, FSB, at 438 soldater fra den ukrainske regeringshær natten til mandag har bedt om asyl i Ruslands Rostov-region på grænsen til Ukraine.

Den ukrainske regering har endnu ikke kommenteret udmeldingen fra Rusland.

/ritzau/Reuters