Rusland kalder ambassadør hjem fra Ukraine

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Rusland har ikke lagt skjul på, at weekendens begivenheder i Ukraine, hvor parlamentet har afsat præsidenten, Viktor Janukovitj, og løsladt oppositionspolitikeren Julia Timosjenko, ikke falder i god jord i Moskva.

Og nu har Rusland som konsekvens af "forværringen af situationen i Ukraine" valgt at tilbagetrække den russiske ambassadør i landet.

Det oplyser det russiske udenrigsministerium ifølge det russiske nyhedsbureau, Itar-Tass, i en pressemeddelelse.

- I forbindelse med forværringen af situationen i Ukraine, og med behovet for en analyse af begivenhederne, er beslutningen blevet taget om at tilbagetrække ambassadøren til Moskva til konsultationer, står der i pressemeddelelsen.

Tilbagetrækningen kommer kort efter, at Ukraines fungerende præsident, parlamentsformanden Oleksander Turtjinov, siger, at landet er åben for dialog med Rusland, så længe russerne respekterer Ukraines ønske om at skabe tættere bånd til EU.

Turtjinov samarbejder med Julia Timosjenko, og de er begge politiske modstandere af afsatte Janukovitj, som Rusland støtter.

/ritzau/