Rusland kalder selvstyre i Østukraine et rigtigt skridt

Ruslands udenrigsministerium ser onsdag det ukrainske parlaments beslutning om at give to østlige regioner i Ukraine særstatus som et skridt i den rigtige retning.

Det gælder Donetsk og Lugansk, hvor prorussiske separatister kæmper for at løsrive sig fra styret i Kijev.

I en erklæring advarer ministeriet samtidig mod ethvert forsøg på fundamentalt at ændre eller tilbagekalde loven, som blev godkendt af regeringen i Kijev tirsdag.

Det vil optrappe konfrontationerne i det østlige Ukraine og underminere bestræbelserne for at opnå fred i regionen, mener ministeriet.

- Under hensyntagen til de retslige konsekvenser af ratificeringen af ​​associeringsaftalen i Ukraine håber vi, at myndighederne i Kijev samt den nuværende og fremtidige ledelse af EU vil overholde den aftale, der blev indgået 12. september på et ministermøde i Bruxelles.

Det skriver det russiske ministerium og tilføjer ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass:

- Det vil bidrage til at undgå yderligere komplikationer i de russisk-ukrainske handelsmæssige og økonomiske forbindelser.

Moskva venter, at beslutningen, der udsætter den midlertidige ansøgning om frihandel, løber indtil 31. december 2015, da den vil blive lovmæssigt formaliseret af EU og Kijev, oplyser udenrigsministeriet videre.

Rusland understreger, at man vil beskytte den russisktalende befolkning i Østukraine men afviser pure, at landet sender våben til de prorussiske oprørere, der kæmper mod de ukrainske styrker i området.

Det tror Vesten ikke på, og derfor er der indført sanktioner mod Rusland og russiske nøglepersoner, som beskyldes for at give næring til urolighederne i den østlige del af landet, efter at Rusland i marts annekterede Ukraines Krim-halvø.

Moskvas modvilje mod Kijevs ønske om at blive tættere knyttet til Vesten, hvilket er en af anstødsstenene i konflikten mellem Rusland og Ukraine, er årsag til, at forholdet mellem Moskva og Vesten befinder sig på et niveau som under Den Kolde Krig.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip