Rusland-kender: EU taler endegyldigt sanktionernes sprog

Skrevet af admin

20/03/2015

Mest læste i dag

EU's ledere knytter sine sanktioner mod Rusland til kravet om fuld gennemførelse af Ukraine-fredsaftalen fra Minsk, oplyste EU-præsident Donald Tusk torsdag aften.

Med beslutningen gør man dog mere for at straffe Rusland og præsident Vladimir Putin end for at finde en løsning på konflikten. Det vurderer Jens Worning Sørensen, der er Rusland-kender og tidligere generalkonsul i Sankt Petersborg.

- Med dagens beslutninger ser det ud til, at Tusk endegyldigt har taget teten og er en mand, som russerne gør klogt i at lytte til fremover. Og sanktioner er nu det sprog, vi endegyldigt taler med Rusland, siger Jens Worning Sørensen i en skriftlig kommentar.

- Sanktionssporets problem er bare, at det egentligt ikke virker, siger han og uddyber:

- Det er en rigtig dyr udenrigspolitik. Og regningen betales af virksomheder og lønmodtagere i form af beskæftigelse. Uden at vi er nærmere det ønskede resultat – at Putin besinder sig.

Jens Worning Sørensen mener derfor, at sanktionerne "fungerer som straf", men ikke som en strategi til at opnå målet om at knuse konflikten i Ukraine.

Dog er det et positivt skridt, at EU har valgt at koble sanktioner sammen med Minsk-aftalen.

- Det vil løse flere problemer. Vi vil for første gang i et år præcist kommunikere til russerne, hvad de skal levere for at undgå sanktioner. Det har hidtil ikke stået krystalklart, siger Jens Worning Sørensen og tilføjer:

- Derudover vil det frakoble Krim fra de fleste sanktioner. Underforstået, vi skal ikke have sanktioner mod Rusland indtil Krim returnerer til Ukraine. Det er der ingen realistisk diplomat eller analytiker, der tror sker i nogen-som-helst nær fremtid – hvis nogensinde. Krim er tabt. Selvom vi sikkert ikke vil anerkende det officielt de første mange årtier.

EU indførte sine første sanktioner i relation til Ukraine i marts sidste år. Siden er der blevet skruet op for sanktionerne, der omfatter personer, virksomheder og økonomiske sektorer.

Ifølge Jens Worning Sørensen har Rusland nu indregnet sanktionerne "et par år endnu", men har gjort op, at det "er værd at betale for de geopolitiske gevinster, Rusland har opnået."

/ritzau/