Rusland kender ikke til Snowdens asylansøgning

Det siger en talsmand for præsident Vladimir Putin fredag, skriver Reuters.

Snowden har opholdt sig i en lufthavn i Rusland i næsten en måned, og her sidder han i øjeblikket fast, fordi han er eftersøgt i hjemlandet. USA anklager ham for spionage, efter han har lækket oplysninger om den amerikanske efterretningstjenestes omfattende overvågningsprogram, Prism.

Hans russiske advokat, Anatoly Kucherena, sagde onsdag til Reuters, at han forventede, at ansøgningsprocessen blev afsluttet en uge senere. Og tirsdag meddelte advokaten, at den eftersøgte afhopper havde søgt om midlertidigt asyl i landet.

Hvis russerne får ansøgningen og godkender den, kan han altså forlade transitzonen i Moskvas lufthavn, Sjeremetjevo, som Rusland har betragtet som neutralt territorium, siden Snowden kom til landet 23. juni.

Samtidig med nyheden om Snowdens muligheder for asyl anbefaler den britiske efterretnings- og sikkerhedskomité at undersøge, om kontrollen med den digitale efterretningstjeneste GCHQ er striks nok.

Komiteen har i en netop afsluttet undersøgelse konkluderet, at den britiske efterretningstjeneste ikke har misbrugt oplysninger, som er blevet udvekslet med amerikanerne i forbindelse med Prism-programmet, som GCHQ ellers er blevet beskyldt for.

Dagens Gossip