Rusland kræver aktivister fængslet i tre måneder mere

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Den danske styrmandselev Anne Mie Roer Jensen og 29 andre aktivister fra Greenpeace skal forblive bag tremmer i et fængsel i Sankt Petersborg, hvis det står til de russiske myndigheder.

Det oplyser miljøorganisationen Greenpeace i Danmark fredag, nu da aktivisterne er ved at modtage indkaldelser til retsmøder i starten af næste uge, hvor russerne kræver varetægtsfængslingen forlænget med tre måneder.

- Det er helt forrykt at forlænge varetægtsfængslingen af Anne Mie for en forbrydelse, hun og de 29 andre aldrig har været i nærheden af at begå, siger Jon Burgwald, arktisansvarlig hos Greenpeace, i en pressemeddelelse.

De 30 Greenpeace aktivister er varetægtsfængslet, efter at deres skib, Arctic Sunrise, i september blev opbragt og ført til Murmansk i det nordlige Rusland, da Greenpeace udførte en protestaktion mod Ruslands olieboringer i Det Arktiske Ocean.

Alle 30 aktivister blev først tiltalt for pirateri, der i Rusland kan medføre op til 15 års fængsel. Siden er tiltalen blevet ændret til den mildere anklage hooliganisme, hvor strafferammen er syv år.

- Aktivisterne udførte en fuldstændig fredelig protest for at skabe opmærksomhed om miljøødelæggelserne i Arktis, og anklagerne om pirateri og hooliganisme har ikke hjemmel i hverken russisk eller international lovgivning, siger Jon Burgwald.

- Det vil vi gøre alt for, at dommerne vil kunne se, når Anne Mie og de 29 andre skal i retten næste uge. Anne Mie har allerede været berøvet sin frihed 58 dage for længe, og hun og de andre skal løslades øjeblikkeligt, lyder det fra Greenpeace.

Skibet Artic Sunrise sejlede under hollandsk flag, og der kører lige nu en voldgiftssag mellem Holland og Rusland i forbindelse med miljøaktivisternes aktion ved Den Internationale Havretsdomstol i Hamburg.

Holland har anmodet domstolen om at beordre Rusland til at løslade de 30 aktivister fra Greenpeace, der har været tilbageholdt af de russiske myndigheder siden 19. september.

Domstolen ventes at træffe en afgørelse 22. november.

/ritzau/