Rusland mistænker serbisk smuthul i embargo på EU-æbler

Skrevet af admin

23/03/2015

Mest læste i dag

Rusland overvejer at forbyde import af frugt fra Serbien, som russerne mistænker for at videreeksportere polske æbler.

Den russiske fødevarekontrol melder mandag ifølge nyhedsbureauet RIA, at man har planer om et totalforbud mod import af frugt fra Serbien, som ikke er medlem af EU.

Den russiske regering har forbudt import af frugt fra EU-lande som konsekvens af europæiske sanktioner i kølvandet på Ruslands rolle i konflikten i Ukraine.

EU-landene med Tyskland og Frankrig i forhandlerrollen har forsøgt at lægge pres på Rusland, Ukraine og prorussiske separatister for at få dem til at gennemføre en fredsplan indgået i Minsk tidligere på året.

På et EU-topmøde i sidste uge besluttede stats- og regeringscheferne, at sanktioner mod Rusland vil være i kraft, indtil alle del af Minsk-aftalen er opfyldt.

EU's præsident, Donald Tusk, gjorde det samtidig klart, at EU endog vil skærpe sanktionerne, "hvis det er nødvendigt".

Rusland annekterede den ukrainske sortehavshalvø Krim sidste forår, hvilket fortsat fordømmes i Vesten, som også beskylder russerne for at støtte separatistkrigen i det østlige Ukraine.

Den russiske regering har trods satellitfoto, som dokumenterer russisk deltagelse i konflikten, og adskillige døde russiske soldater, afvist, at landet spiller en rolle som aggressor i den tidligere sovjetrepublik.

/ritzau/Reuters