Rusland nægter at have soldater i Ukraine

En højtstående Nato-officers beskyldninger om, at fire russiske kampbataljoner skulle befinde sig inde i Ukraine, har fået Ruslands forsvarsministerium til at hæve øjenbrynene, siger en talsmand for ministeriet onsdag.

- Fire bataljoner med isenkram er ikke en nål i en høstak, for ikke at tale om de 10 bataljoner, der angiveligt skulle have befundet sig i landet for en uge siden, sagde han i en kommentar til en udtalelse fra general Philip M. Breedlove, der er Natos øverstkommanderende i Europa.

Det må siges at være overordentligt uansvarligt af en mangestjernet general at komme med den slags larmende udtalelser, som alene bygger på hans egne tanker. Det kan kun undskyldes i forhold til pensionerede politikere og ikke professionelle soldater, fortsætter ministertalsmanden.

Han påpeger, at der for tiden ikke kun er OSCE-observatører, men også en masse journalister fra førende vestlige medier samt hundredtusinder lokale beboere i den sydøstlige del af Ukraine.

- De må alle sammen leve i en forskellig virkelighed, der er parallel med hr. Breedloves, tilføjer han.

Det russiske udenrigsministerium siger videre, at transport af soldater og våben fra Nato til området, der er optaget af en indenlandsk konflikt, til at holde store militærøvelser er en virkelighed, der helt klart ikke bidrager til en nedtrapning af situationen i regionen.

/ritzau/Itar-Tass

Dagens Gossip

Dagens TV