Rusland og Ukraine lander aftale om gas

Striden om russiske gas til Ukraine er løst efter langvarige forhandlinger i Bruxelles. Ukraine, Rusland og EU er enige om en ny gasaftale, bekræfter EU-Kommissionen.

En talskvinde fra EU-Kommissionen oplyser, at parterne har underskrevet aftalen.

Aftalen skulle sikre Ukraine gas-leverancer frem til marts næste år.

Rusland lukkede 16. juni i år for gassen til nabolandet Ukraine på grund af ubetalte gasregninger, der ifølge Ruslands statslige leverandør, Gazprom, løber op i milliarder af euro.

I gaskrigen mellem Rusland og Ukraine har EU spillet en ikke uvæsentlig rolle i forhandlingerne.

EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso, siger i forbindelse med den underskrevne aftale, at "der er nu ingen grund til at mennesker i Europa skal fryse i denne vinter".

Ifølge nyhedsbureauet Reuters, blev forhandlingerne afbrudt flere gange, idet Rusland søgte garantier fra EU for Ukraines betaling af gæld for naturgassen til det russiske gasselskab Gazprom. Forhandlingerne blev dog genoptaget torsdag aften og mundede ud i en aftale.

Det er en af de sidste store aftaler, som Jose Manuel Barosso har stået i spidsen for i EU. Fredag har han sin sidste arbejdsdag som EU-Kommissionens formand.

Det står endnu ikke klart, hvor mange garantier EU har givet Rusland, og hvad de rummer, men EU ser dermed ud til at holde en hånd under Ukraines gas-gæld til Gazprom. Om garantien også gælder for den gas, Ukraine skal have leveret frem til marts næste år, står heller ikke klart.

Ukraines premierminister Arsenij Jatsenjuk sagde i Kiev, at EU var gået med til at stille garantier for den russiske gaslevering og at holde prisen på et niveau, som Ukraine kan betale.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV