Rusland omgår sanktioner ved at importere via nabolande

Skrevet af admin

18/08/2014

Dagens topnyheder

Rusland vil tillade import af fødevarer fra nabolandene Hviderusland og Kasakhstan - også hvis disse er fremstillet af råvarer fra Vesten - i et forsøg på at dæmpe virkningerne af et importforbud mod fødevarer fra EU.

Tilladelsen til denne form for indirekte import af visse vestlige produkter skal modvirke massive prisstigninger på hjemlige fødevarer.

Den 7. august forbød Rusland import af kød, fisk, frugt, grøntsager og mejeriprodukter fra EU og USA, Norge, Canada og Australien i et år som gengældelse for vestlige sanktioner mod russere i forbindelse med krisen i Ukraine.

Men forbuddet gør det svært at holde priserne under kontrol, da over 50 procent af Ruslands forbrug af fisk, mælk, oksekød og ost hidtil er kommet fra Vesten.

- Vores kolleger i toldunionen kan vinde på denne situation, da en del produkter, der tidligere kom direkte, nu vil blive fremstillet der, siger vicepremierminister Arkadij Dvorkovitj til flere russiske medier.

En toldunion er oprettet i år af Rusland, Kasakhstan og Hviderusland for at styrke samhandel og økonomisk fællesskab.

Den russiske premierminister, Dmitrij Medvedev, udtalte tidligere mandag, at han ikke håber importforbuddet vil være gældende så længe.

Sidste år importerede Rusland fødevarer fra Vesten for næsten 96 milliarder kroner.

I Bruxelles meddelte EU's landbrugskommissær, Dacian Ciolos, mandag, at EU vil indføre særlige støttemuligheder for europæiske landmænd, der rammes af det russiske importforbud.

EU-landmændene vil få finansiel hjælp for op til 125 millioner euro (932 millioner kroner). Pengene vil kunne udbetales fra nu af og frem til slutningen af november.

/ritzau/Reuters