Rusland opsnapper snak om ekstremistisk alliance i Syrien

Det russiske forsvarsministerium har opsnappet radiokommunikation mellem de to ekstremistiske grupper Islamisk Stat og Nusra Fronten, som ifølge russerne pønser på at slå sig sammen i en offensiv mod den syriske regeringshær.

- Via radio har man opsnappet informationer om, at militante ledere fra flere store enheder i Nusra Fronten og fra Islamisk Stat drøfter en alliance mod den syriske hær, siger generalmajor Igor Konasjenkov ifølge russiske nyhedsbureauer.

Islamisk Stat og Nusra Fronten er begge sunniekstremistiske oprørsgrupper, som bekæmper det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

En international alliance ledet af USA bomber Islamisk Stat i Syrien, mens Rusland, som er allieret med Syriens præsident, bomber alle oprørsgrupper i landet.

Amerikanerne har bombet i Syrien siden sidste efterår, mens Rusland indledte sin bombekampagne 30. september i år.

Russiske kampfly har onsdag kastet bomber mod 83 mål, mens Bashar al-Assad - temmelig overraskende - pludselig var på besøg i Moskva.

Det er angiveligt Assads første udlandsbesøg, siden den blodige konflikt brød ud i Syrien i 2011.

De russiske kampfly har bombet 83 anlæg tilhørende terrorgrupper i provinserne Hama, Idlib, Damaskus, Aleppo og Deir Ezzor, oplyser Ruslands forsvarsministerium i en pressemeddelelse.

Blandt andet har russerne ødelagt en bombefabrik, som tilhører Nusra Fronten, der er knyttet til netværket al-Qaeda.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip