Rusland: Putins trussel om at indtage Kijev er fordrejet

En russisk rådgiver siger, at det er taget ud af en sammenhæng, når præsident Vladimir Putin citeres for at sige, at han kan indtage Ukraines hovedstad, Kijev, i løbet af to uger.

- Det blev taget ude af en sammenhæng og havde en helt anden betydning, siger Jurij Usjakov, der er udenrigspolitisk rådgiver for den russiske regering.

Det er den italienske avis La Repubblica, som kan fortælle, at Putin under en samtale med EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, afleverede den bredside.

- Hvis jeg ønsker det, så kan jeg tage Kijev på to uger, skal Putin have sagt.

Ordene skal være faldet under en samtale, som de to havde lørdag.

En diplomat, som var til stede, bekræfter over for det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel Online, at episoden fandt sted.

Ifølge La Repubblica orienterede Barroso under EU-topmødet i Bruxelles lørdag de samlede europæiske ledere om Putins udtalelse.

I telefonsamtalen nævnte Barroso meldinger om, at russiske soldater er gået ind i Ukraine. Putin skal have svaret, at den afgørende faktor snarere var, at han kunne indtage Kijev, hvis han ville.

EU er ved at forberede nye sanktioner mod Rusland, efter at der er blevet rapporteret om russiske soldater, kampvogne og artilleri i Ukraine.

Tysklands forbundspræsident, Joachim Gauck, sagde mandag, at Rusland reelt har ødelagt sit partnerskab med Europa og forsøger at skabe en ny orden.

- Vi ønsker partnerskab og gode naborelationer med Rusland, men det kræver, at Moskva ændrer politik og vender tilbage til respekten for nationers rettigheder, sagde han ved en ceremoni i polske Gdansk i anledning af 75-års-dagen for Tysklands invasion af Polen.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip