Rusland sender 280 lastbiler til Ukraine

En russisk konvoj på 280 lastbiler med humanitær hjælp om bord har sat kurs mod Ukraine, skriver nyhedsbureauet Itar-Tass ifølge Reuters.

Ifølge talsmanden for Ruslands præsident, Vladimir Putin, er de ukrainske myndigheder informeret om aktionen.

- Det hele er blevet aftalt med Ukraine, siger talsmanden Dmitrij Peskov ifølge Reuters til en lokal radiostation.

Mandag advarede USA Rusland mod at blande sig i Ukraine uden tilladelse fra regeringen i Kijev. Ifølge amerikanerne ville det være "uacceptabelt" og et brud på international lov.

Det russiske nyhedsbureau Itar-Tass skriver, at den humanitære hjælp hovedsageligt består af mad. Angiveligt er der tale om korn, sukker og mad til spædbørn.

Derudover er lastbilerne pakket med medicin, lægeudstyr, 69 transportable generatorer til strøm og 12.000 soveposer.

/ritzau/

Dagens Gossip