Rusland sender endnu et krigsskib til Syrien

Det drejer sig ifølge Reuters om landgangsfartøjet »Nikolai Filchenkov«, der har plads til mellem 300 og 400 soldater og 20 kampvogne eller 40 pansrede mandskabsvogne.

Skibet sejler fra Sortehavet og skal undervejs lægge til ved basen i Novorossiysk i det sydlige Rusland for at »tage en speciel last om bord«, som en unavngiven kilde i flåden siger til nyhedsbureauet Interfax.

Rusland er præsident Bashar al-Assads vigtigste allierede og har forsynet det syriske regime med stort set alle de våben, som dets militær råder over. Russerne har samtidig afvist enhver tanke om en militær indgriben i Syrien uden et mandat fra FNs Sikkerhedsråd. Rusland har desuden nedlagt veto i Sikkerhedsrådet mod enhver resolution, der truer eller kritiserer Assad.

Ruserne har tidligere tilkendegivet, at de ikke vil involveres militært i Syrien, men siger, at dets flådestyrke i det østlige Middelhav skal garantere sikkerheden. Derfor vakte det international opsigt, da Rusland for få dage siden meddelte, at landet sender den 200 meter lange missilbevæbnede krydser »Moskva« med 480 mand og tonsvis af missiler om bord til det østlige Middelhav sammen med to andre store krigsskibe.

Samtidig meddelte Interfax for to dage siden, at russerne også vil sende to destroyere af sted, herunder krigsskibet »Nastoinchivy«, der har fungeret som flagskib i den russiske Østersøflåde.

Rusland har sagt, at den overordnede plan er, at skibene skal afløse en mindre russisk flådeenhed på stedet.

Ruslands Middelhavsflåde råder desuden over basefaciliteter i byen Tartus på den syriske kyst, hvor der også har været stationeret russisk personel. De menes nu at være evakueret.

Dagens Gossip