Rusland sender flådestyrke ind i Den Engelske Kanal

Skrevet af admin

28/11/2014

Mest læste i dag

En russisk flådestyrke er fredag sejlet ind i Kanalen mellem England og Frankrig for at indlede en flådeøvelse, skriver det russiske nyhedsbureau RIA Novosti.

Flådestyrken fra den russiske nordflåde anføres af krigsfartøjet Severomorsk.

Skibene har passeret gennem Doverstrædet og befinder sig nu i internationalt farvand i Seine-bugten ud for Le Havre.

Her venter de på, at en storm skal passere.

- Mens de ligger forankret, så er mandskabet i gang med en serie øvelser i at takle indtrængende ubådsstyrker og i at træne overlevelsesteknikker i tilfælde af oversvømmelser eller brand, skriver den russiske nordflåde i en erklæring, som RIA Novosti citerer.

Den franske flåde bekræfter de russiske skibes placering, men siger, at det ikke er usædvanligt at have russiske krigsskibe i Kanalen.

Flådeøvelser af den karakter er følsomme, på et tidspunkt hvor forholdet mellem Vesten og Rusland er på et lavpunkt som følge af konflikten i Østukraine og den russiske annektering af den ukrainske halvø Krim.

Rusland har i flere omgange siden sommer optrådt på en måde, der af Nato opfattes som aggressiv.

Russiske fly har fløjet tæt på de svenske og danske kyster og blandt andet i et tilfælde simuleret et angreb på mål i Danmark. Der er også foretaget overflyvninger langs de baltiske landes grænser.

Sverige er overbevist om, at en ubåd i september trængte ind i svensk farvand ud for Stockholm. Selv om det ikke siges højt af den svenske regering, er både politikere og militærfolk overbevist om, at det var en russisk ubåd.

Rusland er forbitret over, at Frankrig senest har suspenderet leverancen af et helikopterhangarskib med henvisning til situationen i Ukraine.

/ritzau/Reuters