Rusland sender krydsermissiler til Syrien

Ifølge avisen er der tale om de knap syv meter lange Yakhont-missiler med en rækkevidde på godt 300 kilometer.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, afviser, at Rusland overtræder internationale love og fremhæver, at leveringerne er led i en ordre, der blev indgået i 2007, hvoraf de første missiler blev leveret i 2011.

Lavrov sagde fredag ifølge BBC, at »han ikke forstår, hvorfor medierne forsøger at gøre en sensation ud af det«, og at hans land ikke har forsøgt at skjule leverancerne.

De avancerede missiler giver imidlertid panderynker i både Washington og i Tel Aviv. Israelerne frygter, at missilerne skal falde i hænderne på Hizbollah-bevægelsen, og i USA anses missilleverancerne som et middel, der kan styrke præsident Assad.

»Det gør det muligt for regimet at afskrække udenlandske styrker, der forsøger at forsyne oppositionen fra havet eller fra at indtage en mere aktiv rolle, hvis en flyveforbudszone eller blokade skulle blive aktuel på et tidspunkt,« siger Nick Brown, chefredaktør på tidsskriftet IHS Jane International Defense Review, og betegner missilet som »en ægte skibsdræber«.

Samtidig med, at Rusland og USA er blevet enige om at stable en ny fredskonference om Syrien på benene, ser det også ud til, at Rusland har forstærket sin tilstedeværelse ud for den syriske kyst.

Ifølge avisen Wall Street Journal har Rusland udstationeret mindst en halv snes krigsskibe, der patruljerer ud for den syriske havneby Tartus, hvor Rusland har en stor flådebase.

Avisen citerer en amerikansk forsvarskilde for at sige, at udstationeringen er en magtdemonstration, der skal vise, at Rusland er fast besluttet på at opretholde sin tilstedeværelse i regionen.

Der er dog intet i den nuværende situation, der tyder på, at det internationale samfund har planer om en flådeblokade af Syrien, endsige forsyne de syriske oprørere med våben eller andet gods fra søsiden.

Spørgsmålet om våbenstøtte til oprørerne er stadig et varmt emne i en del vestlige lande. Usikkerhed om de ender i hænderne på islamistiske ekstremister har foreløbig betydet, at der endnu ikke har været enighed om direkte våbenstøtte.

Dagens Gossip

Dagens TV