Rusland sender lastbiler ind i Ukraine

Skrevet af admin

22/08/2014

Mest læste i dag

De første 10 russiske lastbiler lastet med nødhjælp har fredag formiddag passeret grænsen til Ukraine, efter den russiske regering har advaret mod ethvert forsøg på at stoppe kolonnen.

Lastbilerne holder nu ved en toldbygning inde i Ukraine, fortæller en journalist fra nyhedsbureauet AFP, der er på stedet.

Rusland vil sende lastbilerne til Lugansk, hvor der foregår voldsomme lampe mellem den ukrainske hær og prorussiske oprørere.

- Alle undskyldninger for at forsinke afsendelsen af hjælpen ... er udtømt. Den russiske side har besluttet at handle, hedder det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.

Ministeriet advarer mod ethvert forsøg på at stoppe nødhjælpskolonnen.

En talsmand for Kreml siger til nyhedsbureauet RIA, at præsident Vladimir Putin er blevet informeret om, at lastbilkolonnen har sat sig i bevægelse.

280 lastbiler med nødhjælp har holdt stille på den russiske side af grænsen i en uge, mens Rusland og Ukraine har skændtes om betingelserne for at sende de hvidmalede køretøjer ind.

Ukraine frygter, at Rusland vil benytte nødhjælpstransporterne til at smugle våben ind til oprørerne, der er under voldsomt pres fra den ukrainske hær.

Det gælder navnlig i den oprørskontrollerede by Lugansk, hvor der kæmpes inde i byen og i forstæderne.

/ritzau/Reuters