Rusland sender lastbiler ind i Ukraine

I alt 70 russiske lastbiler med nødhjælp har fredag sidst på formiddagen krydset grænsen til Ukraine, oplyser et øjenvidne til nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig siger en ukrainsk regeringskilde til det ukrainske nyhedsbureau Interfax, at de russiske lastbiler har krydset grænsen uden tilladelse fra regeringen i Kijev og uden aftale om eskorte fra Internationalt Røde Kors.

- Kolonnen begyndte at bevæge sig på egen hånd og uden billigelse fra den ukrainske side og uden ledsagelse af Røde Kors, siger kilden.

Den russiske lastbilkolonne ledsages af en mindre gruppe prorussiske oprørere og har sat kursen mod Lugansk, der ligger godt 20 kilometer fra grænsen.

I Lugansk har der de seneste uger været voldsomme kampe mellem den ukrainske hær og prorussiske oprørere.

- Alle undskyldninger for at forsinke afsendelsen af hjælpen ... er udtømt. Den russiske side har besluttet at handle, hedder det i en erklæring fra det russiske udenrigsministerium.

Ministeriet advarer mod ethvert forsøg på at stoppe nødhjælpskolonnen.

En talsmand for Kreml siger til nyhedsbureauet RIA, at præsident Vladimir Putin er blevet informeret om, at lastbilkolonnen har sat sig i bevægelse.

280 lastbiler med nødhjælp har holdt stille på den russiske side af grænsen i en uge, mens Rusland og Ukraine har skændtes om betingelserne for at sende de hvidmalede køretøjer ind.

Ukraine frygter, at Rusland vil benytte nødhjælpstransporterne til at smugle våben ind til oprørerne, der er under voldsomt pres fra den ukrainske hær.

Det gælder navnlig i den oprørskontrollerede by Lugansk, hvor der kæmpes inde i byen og i forstæderne.

Byen er mange steder uden vand og el, og der er behov for, at hjælp når frem.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip