Rusland skal bygge to atomkraftværker i Iran

Rusland og Iran har indgået en foreløbig aftale om, at russerne skal bygge mindst to atomkraftværker i den iranske havneby Bushehr.

Det oplyser den iranske atomenergiorganisation ifølge det nationale nyhedsbureau Irna.

- Iran og Rusland har indgået en foreløbig aftale om at bygge mindst to atomkraftværker, siger organisationens talsmand Behrouz Kamalvand til Irna.

Seks stormagter i gruppen P5+1 arbejder i øjeblikket på at udarbejde en fast aftale med Iran om at drosle ned i det iranske atomprogram, så landene får vished for, at Iran ikke kan udvikle atomvåben.

En midlertidig aftale blev indgået sidste år og trådte i kraft tidligere i år, men en større og bindende atomaftale ser ud til at volde problemer.

Iran har i årevis været underlagt sanktioner på grund af landets atomprogram, som iranerne fastholder udelukkende handler om energiproduktion.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip