Rusland: Syriens opposition modarbejder fredskonference

En sådan konference skal afholdes hurtigst muligt, mener russerne, der er blandt præsident Bashar al-Assads støtter. Men i Kreml ser man i høj grad den syriske opposition som en stopklods.

»Vi fortsætter med at mødes med regeringen og alle oppositionsgrupper for at overtale dem til at acceptere initiativet til at indkalde til den internationale konference hurtigst muligt,« siger Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, efter et møde med repræsentanter for det syriske regime.

»Desværre udviser størstedelen af oppositionen, i modsætning til regeringen, ikke parathed,« siger han.

Lavrov opfordrer samtidig regeringen og oppositionen i Syrien til at samarbejde om at smide alle »terrorister og ekstremister ud af Syrien«.

Fredskonference for Syrien, der på amerikansk-russisk initiativ skal afholdes i Genève, er flere gange blevet udskudt. Lederen af den syriske oppositionskoalition, George Sabra, har tidligere stillet klare betingelser, før han vil garantere oppositionens deltagelse.

Den libanesiske Hizbollah-bevægelse, der på regimets side har været kraftigt involveret i kampene i Syrien, skal trække sine krigere ud af landet, før oppositionen vil deltage i fredskonferencen. Også Iran skal ud af Syrien, lyder det.

Dagens Gossip

Dagens TV