Rusland tager teten i Syrien-krisen

Skrevet af admin

28/09/2015

Mest læste i dag

Mens verdens ledere samles i New York i forbindelse med FN's Generalforsamling, har Ruslands præsident, Vladimir Putin, samlet en ny koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat i Syrien.

Dermed har Rusland tilsyneladende indtaget førersædet i kampen mod den militante bevægelse.

- Vi har foreslået at samarbejde med landene i regionen. Vi forsøger at etablere en eller anden form for koordineret rammeværk, siger Putin i et interview med tv-stationen CBS.

Han nævner ikke direkte Irak i interviewet, men få timer forinden kom det frem, at Irak, Rusland, Iran og Syrien er blevet enige om at etablere et efterretningsudvalg i den irakiske hovedstad, Bagdad.

Den irakiske regering mener, at initiativet vil være med til at koordinere kampen mod Islamisk Stat, selv om USA protesterer mod Syriens rolle i det.

USA's udenrigsminister, John Kerry, mødtes søndag med sin russiske kollega, Sergej Lavrov, for at drøfte Ruslands militære engagement i Syrien og et muligt politisk skifte i landet.

- Det var en meget grundig udveksling af synspunkter hvad angår både de militære og de politiske konsekvenser af Ruslands øgede engagement i Syrien, siger en højtstående amerikansk embedsmand.

Kilden tilføjer, at mødet mellem Kerry og Lavrov havde til formål at forberede mandagens møde mellem Putin og den amerikanske præsident, Barack Obama. De mødes, når de begge har talt ved FN's Generalforsamling.

Kerry understregede i forbindelse med sit møde med Lavrov, at det er afgørende, at Rusland ikke går sine egne veje.

- Jeg mener, at det afgørende er, at alle indsatser må koordineres. Det er ikke koordineret endnu, siger han.

- Vi har nogle bekymringer omkring, hvordan vi kommer videre, tilføjer Kerry.

Rusland og USA er uenige om, hvilken rolle den syriske præsident, Bashar al-Assad, skal spille fremover. Regeringen i Washington kræver, at Assad træder tilbage, mens Rusland gennem den nu fire år lange krig i Syrien har bakket op om Assad og nu også har optrappet sin militære støtte til ham.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger i et interview med nyhedsbureauet Reuters, at det er for tidligt at afgøre, hvad Ruslands rolle i Syrien er.

Men han opfordrer Rusland til at "spille en konstruktiv og samarbejdende rolle i kampen mod Islamisk Stat".

Stoltenberg, der mødes med Lavrov mandag, tilføjer, at støtten til præsident Assad "ikke er et konstruktivt bidrag til at finde en løsning".

/ritzau/AFP