Rusland: Ukrainsk hær skal straks trækkes tilbage

Skrevet af admin

23/04/2014

Mest læste i dag

Ruslands udenrigsministerium meddeler i en erklæring onsdag, at Ukraine skal trække hæren tilbage fra det sydøstlige Ukraine.

Det skal ske, så en reel dialog mellem de stridende parter kan begynde, lyder det fra Rusland.

Samtidig oplyser det russiske udenrigsministerium, at Rusland er "ekstremt overrasket over Kijevs og Washingtons forvrængede fortolkning" af den aftale, der blev indgået mellem parterne og EU i Geneve i sidste uge for at nedtrappe krisen i Ukraine.

Ifølge ministeriet er Rusland stadig overbevist om, at Vesten er seriøse i bestræbelserne for at opnå fred i regionen, men "fakta viser det modsatte", skriver udenrigsministeriet i erklæringen.

Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, gjorde det tirsdag aften klart, at han ville genoptage landets antiterror-operation mod separatistiske oprørere, efter at to personer "er blevet brutalt torteret til døde."

Meldingen om nye militære operationer mod prorussiske separatister kom dagen efter, at den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, forlod Kijev, hvor han advarede Rusland mod at blande sig i landets interne anliggender.

Rusland svarer dog onsdag igen og beskylder Kijev og USA for at "lukke øjnene for de provokerende handlinger, som nationalistiske styrker i Ukraine står bag".

Onsdag foretog Rusland militære øvelser i den russiske Rostov-region, der grænser op til Ukraine, oplyser en talsmand for militæret i området. Talsmanden nægtede dog at give detaljer om, hvad øvelserne gik ud på.

Billeder fra Reuters viser kolonner af militære køretøjer herunder jeeps, pansrede mandskabsvogne, mobile raketaffyrere og køretøjer med missiler køre i formation på en militær flyveplads.

/ritzau/Reuters