Rusland: USA afviser dybere koordinering i Syrien

Skrevet af admin

14/10/2015

Dagens topnyheder

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger onsdag ifølge Reuters, at USA har afvist at sende en højtstående militær delegation til Moskva for at diskutere en dybere koordinering af kampene i Syrien, sådan som Moskva har foreslået det.

Militære delegationer fra de to lande koordinerer i begrænset omfang, men russerne ønsker en mere overordnet koordinering.

Lavrov sagde tirsdag, at USA heller ikke vil modtage en højtstående russisk delegation.

Den russiske udenrigsminister siger, at det var Ruslands præsident, Vladimir Putin, som fremsatte forslaget om koordinering, da han besøgte New York sidst i september.

I den russiske idé var der lagt op til, at landets premierminister, Dmitrij Medvedev, skulle lede den russiske delegation til USA.

Putin langede selv hårdt ud efter Washington, fordi man ikke vil samarbejde med Moskva om Syrien.

- Hvordan er det muligt at arbejde sammen? udtalte han i Moskva og tilføjede, at amerikanerne afviste at dele efterretningsoplysninger om Syrien med russerne.

Putin beskylder USA for at tænke for lidt i forbindelse med Syrien.

Lederen af Syriens al-Nusra Front, Abu Mohamed al-Jolani, har opfordret jihadister i Kaukasus til at angribe Rusland på grund af Moskvas luftangreb i Syrien.

- Hvis den russiske hær dræber syrere, så dræb deres folk. Og hvis de dræber vores soldater, så dræb deres soldater. Et øje for et øje, hedder det i en lydoptagelse fra Jolani, som blev offentliggjort i denne uge.

Den amerikanske præsident, Barack Obama, mener, at russernes luftangreb i Syrien styrker den syriske præsident, Bashar al-Assad, og Islamisk Stat.

- Russerne styrker Islamisk Stat, når de bomber og bortdriver den moderate opposition, sagde Barack Obama tidligere på måneden.

Obama afviser et samarbejde med russerne om at bombe Islamisk Stat, medmindre Moskva "arbejder for en politisk løsning, snarere end at øge sin militære støtte til Assad".

Vesten siger, at den syriske opposition er blevet ramt af en række af de russiske angreb.

/ritzau/Reuters