Rusland: Våbenhvile i Aleppo er forlænget med tre døgn

Skrevet af admin

07/05/2016

Mest læste i dag

Den midlertidige våbenhvile i den syriske storby Aleppo er blevet forlænget i yderligere tre døgn.

Det oplyser Ruslands forsvarsministerium.

I en pressemeddelelse skriver ministeriet, at våbenhvilen "i Latakia-provinsen og byen Aleppo er forlænget fra klokken 00.01 7. maj med 72 timer".

Det sker for at forhindre "situationen i at forværres", lyder det.

Aftalen om midlertidigt at lægge våbnene kom i stand via pres fra USA og Rusland. Den har været i kraft siden midnat natten til torsdag, og der har ikke været meldinger om brud på aftalen.

Siden 22. april er knap 300 civile blevet dræbt i de mest intense kampe i Aleppo i over et år.

Stoppet for kampe i Aleppo, der ligger i den nordlige del af Syrien, er en udvidelse af den aftale om våbenhvile, der blev indgået i februar i andre dele af det krigshærgede land, men som på det seneste er blevet brudt.

Netop urolighederne i Aleppo har ifølge FN's Syrien-udsending gjort arbejdet med at komme frem til en form for fredsaftale yderst vanskeligt.

Våbenhvilen - eller det såkaldte stop for fjendtligheder - gælder ikke ekstremistiske grupper som eksempelvis Islamisk Stat.

Rusland og USA ses som nøgleaktører i forhold til at få sat en stopper for konflikten. De to lande deler dog ikke nødvendigvis samme interesser. Russerne støtter eksempelvis præsident Bashar al-Assad, mens USA ønsker en ny person i spidsen for Syrien.

Krigen i Syrien har stået på i fem år, og flere end 270.000 mennesker menes at have mistet livet. Samtidig er millioner af mennesker blevet tvunget på flugt.

/ritzau/Reuters