Rusland: Vi har destrueret terrortræningslejr i Syrien

Rusland afviser beskyldninger i en rapport fra Amnesty International om, at russernes bombetogter over Syrien på grund af civile tab kan være brud på internationale regler for krig.

Forsvarsministeriet har læst rapporten, som ifølge talsmand Igor Konasjenkov indeholder "banale klicheer" og "falsk information".

Han afviser også, at russerne har kastet klyngebomber i Syrien, som det fremgår af rapporten.

Det russiske luftvåben har udført 302 angreb over Syrien siden fredag i sidste uge, oplyser landets forsvarsministerium.

Blandt målene var en træningslejr, hvor rekrutter fra Tyrkiet og de tidligere sovjetrepublikker ifølge ministeriet befandt sig.

- Et SU-34-bombefly har destrueret en stor træningslejr for terrorister nær al-Habit i provinsen Idlib, hvor mange erfarne instruktører fra Syriens nabolande opholdt sig, siger Igor Konasjenkov, som er talsmand i forsvarsministeriet.

Amnesty International offentliggjorde tirsdag Syrien-rapporten, hvor Rusland anklages for at bruge klyngebomber og såkaldt ustyrede bomber i nærheden af tætbefolkede områder.

Observationer tyder også på, at et russisk kampfly affyrede missiler mod et marked i byen Ariha 29. november og dræbte 49 civile.

Angrebet var imidlertid kun et ud af mindst 25 tilfælde, hvor russisk militær efter Amnestys vurdering er gået efter at ramme civile områder, selv om der ikke var militære mål i nærheden.

Sammenlagt er mindst 200 civile blevet dræbt ved disse angreb, hedder det i rapporten.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip