Rusland vil genopbygge antidopingsystem efter udelukkelse

Skrevet af admin

19/11/2015

Dagens topnyheder

Ruslands sportsminister, Vitalij Mutko, erklærer sig klar til at samarbejde, efter det onsdag blev en realitet, at Ruslands Antidopingagentur (Rusada) er blevet suspenderet af Det Internationale Antidopingagentur (Wada).

Beslutningen betyder, at Rusland ikke kan deltage ved Wada-møder og heller ikke kan afholde internationale sportsbegivenheder, medmindre suspenderingen ophæves.

- Vi er omgående klar til et effektivt og samvittighedsfuldt samarbejde med Wada, siger Vitalij Mutko til flere russiske nyhedsbureauer ifølge AFP.

- Beslutningen var som forventet. Vi er klar til at genopbygge hele vores antidopingsystem, tilføjer Mutko.

Wadas beslutning sker på baggrund af antidopingagenturets uafhængige kommissions rapport, der afdækkede systematisk doping blandt Ruslands atletikudøvere. Desuden er der angiveligt blevet dækket over positive prøver.

Landets atletikudøvere blev i sidste uge udelukket af Det Internationale Atletikforbund, IAAF, og suspenderingen kan i yderste konsekvens betyde, at Ruslands atletikudøvere ikke får lov til at deltage ved OL i Rio næste år.

/ritzau/