Rusland vil kapre Ukraine og andre til ny union i 2014

Den politiske duel mellem EU og Rusland om at knytte bånd til de tidligere sovjetrepublikker tager tilsyneladende til.

Mens EU's stats- og regeringsledere i disse dage har travlt med at høste associeringsaftaler med flere lande i øst, lyder det fra Moskva, at en eurasisk økonomisk union ser dagens lys allerede næste år.

Det siger formanden for det russiske parlament, Sergej Narisjkin, fredag ifølge russiske nyhedsbureauer.

- Det år vil blive afgørende for den eurasiske integration, siger Narisjkin ifølge Itar-Tass.

I første omgang vil Rusland, Hviderusland og Kasakhstan danne unionen, som vil få tilslutning af Kirgistan og Armenien.

Eurasien er en samlebetegnelse for kontinenterne Europa og Asien.

EU's politiske ledere har fredag underskrevet frihandelsaftaler med Georgien og Moldova ved en ceremoni i den litauiske hovedstad, Vilnius.

En aftale på et højere niveau mellem Ukraine og EU har imidlertid kostet store vanskeligheder og er ikke landet.

Mens Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, fortsat hævder, at aftalen vil blive underskrevet snarest, virker det til, at EU-lederne har opgivet håbet i denne omgang.

Ukraine sagde i sidste uge, at landet var skuffet over aftalen, og præsidenten kaldte den medfølgende økonomiske støtte for ydmygende lille.

Siden vendte Janukovitj næsen mod Moskva, hvilket russerne har glædet sig over, og formanden for det russiske parlament slår nu fast, at det vil være fordelagtigt for Ukraine at underskrive den kommende eurasiske unionsaftale.

Ukraine har indtil videre ikke ønsket at gå med i russernes union.

Sergej Narisjkin afviser EU's påstand om, at russerne skulle have presset Kijev til at undlade at underskrive associerings- og handelsaftalen med EU.

Russerne hævder derimod, at det er EU, som har lagt uhørt pres på Ukraine for at underskrive en handelsaftale.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip