Ruslands Capello: Vores målmand blev blændet af laser

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Ruslands målmand blev "blændet" af laserlys, da Algeriet scorede det afgørende mål, der sendte russerne ud af VM, siger holdets træner Fabio Capello.

Rusland og Algeriet spillede 1-1 i gruppeopgøret, der dermed sendte nordafrikanerne videre i turneringen, mens Capellos russiske mandskab må rejse hjem igen.

Russerne var foran 1-0, da målmand Igor Akinfeev efter 60 minutters spil ikke kom ud til en hjørnesparksbold, hvorefter Islam Slimani kunne heade bolden i mål.

Tv-billeder viste, hvad der så ud til at være grønt laserlys, der blinkede på målmandens krop, mens han forsøgte at komme ud til indlægget.

- Vores målmand var påvirket af en laser 10 sekunder før målet. Han blev blændet af en laser, der er billeder og videomateriale af det, siger Capello.

- Jeg leder ikke efter undskyldninger. Jeg accepterer nederlag, fortsætter træneren.

Det er ikke første gang, at Akinfeev har gjort sig uheldig bemærket under VM i Brasilien. I Ruslands første kamp i gruppe H mod Sydkorea lod han et spark fra Lee Keun-ho smutte imellem hænderne og i mål. Dermed kom Sydkorea foran i kampen, der endte 1-1.

Brugen af laserlys er et stigende problem i nordafrikansk fodbold. Sidste år fik lasere en uheldig hovedrolle i finalen i den afrikanske udgave af Champions League mellem Egyptens Al-Ahly og Sydafrikas Orlando Pirates, hvor tilskuere lyste med lasere i flere spilleres ansigter.

/ritzau/Reuters