Ruslands sortlistning af EU-politikere glæder og ærgrer

Ruslands liste over europæiske politikere, diplomater og militærpersoner, som har fået indrejseforbud i landet, bliver nævnt flere gange og kaldt "skridt i den forkerte retning" under en debat tirsdag ved EU-Parlamentets månedlige samling i Strasbourg.

Debatten handler om forholdet mellem EU og Rusland, og Ruslands liste, som blev afleveret til en række EU-landes ambassader i Moskva i slutningen af maj, sniger sig ikke udenom.

Finske Heidi Hautala fra den grønne gruppe har modtaget flere lykønskninger, fordi hun står på listen. Men hun er absolut ikke "glad" eller "fornøjet" over sit indrejseforbud.

Hendes hollandske kollega Johannes Cornelis van Baalen fra den liberale gruppe, Alde, kalder det derimod for "en ære" at stå på listen.

- Det er en ære at stå på denne liste med så mange af mine kolleger, der er pro-Ukraine, men samtidig elsker det russiske folk og vil have Rusland tilbage på sporet, siger han.

Den samme melding kommer fra svenske Anna Maria Corazza Bildt fra den konservative gruppe, EPP, som siger, at hun føler sig "mere stolt end intimideret" over at stå listen.

- Det viser, at vi gør et godt arbejde, siger hun.

Flere politikere nævner og understreger ved debatten vigtigheden af EU's sanktioner mod Rusland herunder også det danske parlamentsmedlem Bendt Bendtsen (K) fra EPP.

- Konflikten i Ukraine er en trussel mod sikkerheden og freden i hele Europa. Vi må fastholde og udbygge vores sanktioner mod Rusland, siger han.

EU's stats- og regeringschefer ventes på deres topmøde sidst i juni at beslutte at forlænge de eksisterende sanktioner fra juli til december i år.

Forlængelsen er en logisk konsekvens af, at sanktionerne er kædet sammen med Minsk-aftalerne, der har frist til årets udgang.

I alt står 89 personer på den russiske liste. Fire af dem er danske.

I forlængelse af tirsdagens debat stemmer parlamentet onsdag om en resolution om forholdet mellem EU og Rusland.

/ritzau/

Dagens Gossip