Russer vinder bjergetape i Touren efter langt udbrud

Ilnur Zakarin var stærkest, da 17. etape i Tour de France blev kørt onsdag.

Den 26-årige russer kom først over målstregen på den hårde etape i Alperne over 184,5 kilometer fra Bern til Finhaut-Emosson i Schweiz.

Etapen sluttede med en stigning uden for kategori.

Det er Ilnur Zakarins første etapesejr i Tour de France, og Katusha-rytteren, der tidligere i sin karriere har afsonet en dopingkarantæne, sørgede samtidig for den første russiske etapesejr i årets Tour.

Tourens førende rytter, Chris Froome, benyttede lejligheden til at distancere flere af sine konkurrenter.

Sky-kaptajnen hentede værdifuld tid på både hollandske Bauke Mollema (Trek) og colombianeren Nairo Quintana (Movistar).

Etapen blev præget af et langt udbrud, der på et tidspunkt havde over ti minutters forspring.

Med i udbruddet var polakken Rafal Majka og slovakken Peter Sagan, der begge kører for Tinkoff, og som fører henholdsvis bjerg- og pointkonkurrencen.

Rafal Majka sluttede som nummer tre på etapen med et minus på knapt halvandet minut i forhold til Ilnur Zakarin.

Colombianeren Jarlinson Pantano (IAM) blev nummer to. Han var knapt et minut efter etapevinderen.

/ritzau/

Dagens Gossip