Russere åbner ishockey-OL med pligtsejr

Skrevet af admin

13/02/2014

Dagens topnyheder

Alt andet end en sejr havde været katastrofalt for hjemmebaneheltene fra Rusland, da de torsdag indledte deres togt i olympiske ishockeyturnering mod lilleputten Slovenien, der som ventet blev besejret. Det endte 5-2 til Rusland.

Russerne har et gigantisk forventningspres på deres skuldre, folkekravet er en olympisk guldmedalje i legenes nok mest prestigefyldte disciplin.

Et hav af stjerner er med på det russiske hold, og det var et par af de største af disse, der grundlagde værternes sikre sejr.

Alexander Ovechkin gjorde det til 1-0 i andet minut, og inden der var gået fire minutter af kampen, stod der 2-0. Målet sat ind af Yevgeni Malkin.

Så var styrkeforholdet ligesom på plads, men de undertippede slovenere, der kvalificerede sig til OL ved blandt andet at besejre Danmark for et år siden i kvalifikationsturneringen i Vojens, kæmpede bravt.

Slovenien fik reduceret til 1-2 kort inde i anden periode, og selv om russerne kom på 3-1 ved endnu en superstjerne i skikkelse af Ilva Kovalchuk, var det ikke slut med spændingen.

Slovenerne fik reduceret igen inden slutningen af anden periode, hvor spillerne skøjtede til pause med Rusland foran 3-2.

I tredje periode satte russerne tingene på plads med to hurtige scoringer.

I samme gruppe mødtes USA og Slovakiet - to af de store ishockeynationer i verden. Men Slovakiet var ikke i nærheden af at skabe spænding i det opgør, som USA vandt så sikkert som 7-1.

USA og Rusland tørner sammen i det, der ligner gruppefinalen på lørdag, og der er garanti for en udsolgt Bolshoy Ice Dome til den kamp.

/ritzau/