Russisk ambassadør: Nato er dobbeltmoralsk

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

Nato er dobbeltmoralsk, og forholdet til Rusland foregår i henhold til stereotyper fra Den Kolde Krig.

Det mener den russiske ambassadør Alexander Grusjko efter et møde med Natos 28 ambassadører i det, der hedder Nato-Rusland-Rådet onsdag aften.

Situationen i Ukraine var det eneste punkt på dagsordenen.

- Vi er meget skuffede over mødets resultat. Jeg havde forventet en diskussion om Ukraine, men generalsekretæren sagde, at Nato allerede havde lagt sig fast på at stoppe samarbejdet inden mødet, siger han.

Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen sagde til et pressemøde efter mødet med den russiske ambassadør, at Nato har valgt at stoppe samarbejdet med Rusland på flere området.

Blandt andet har Nato valgt at stoppe planlægningen af den første mission mellem Nato og Rusland. Den maritime eskortering af det amerikanske skib, Cape Ray, som skal neutralisere Syriens kemiske våben.

Den russiske ambassadør mener, at sådanne forudbestemte aktioner er i strid med flere deklarationer, som siger, at Nato og Rusland skal diskutere spørgsmål og komme til en fælles position, før man beslutter noget.

- Så vi har i dag fået yderligere bevis for Natos dobbeltmoral og for, at forholdet til Rusland foregår i henhold til stereotyper fra Den Kolde Krig.

Det er imod alt det, man har prøvet at gøre Nato-Rusland-Rådet til, siger ambassadøren. Nemlig et råd med 29 ambassadører, 28 fra Nato og én fra Rusland, og ikke én ambassadør mod 28 Nato-ambassadører.

- Vi er kede af, at vi ikke har haft en dybere dialog, siger han.

En embedsmand i Nato siger, at Nato prøvede at få Rusland til at forholde sig til, hvad Rusland vil gøre for at nedtrappe situationen i Ukraine. Men Nato fik ikke noget svar fra ambassadøren.

- Vi er ked af, at der har været forsøg på at få dette til at ligne en Russisk-Ukrainsk konflikt, hvilket det ikke er og ikke vil være, siger den russiske ambassadør.

- Mange vestlige lande prøver at presse det ukrainske folk til at gøre "det rigtige". Vi har været vidner til en indgriben i ukrainske indenrigsanliggender, da politiske aktører insisterede på at Ukraine skulle tage det rigtige valg, det europæiske valg, siger han.

/ritzau/