Russisk duo skal køre for Riis

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke overraskende, at Bjarne Riis til næste sæson får russiske ryttere i stalden hos Tinkoff-Saxo, efter at danskeren har solgt sit cykelhold til den russiske rigmand Oleg Tinkov.

Fredag meddelte holdet, at Ivan Rovny og Nikolay Trusov begge har underskrevet toårige kontrakter med holdet.

- Jeg ser Ivan og Nikolay som vigtige ryttere for holdet. De var begge med på vores træningslejr på Gran Canaria for nylig, og de efterlod et godt indtryk som et par sympatiske gutter, siger team-manager Bjarne Riis til holdets hjemmeside.

- Ivan har haft en flot sæson på kontinental-niveau. Så jeg mener helt klart, at han fortjener en ny chance på World Tour-niveau, og jeg tror, han kan blive en god mand for os i de mere bjergrige løb og i et løb som Giro d'Italia.

- Nikolay er en stor og stærk rytter, og jeg ser ham som en type, der passer ind i vores klassiker-trup, men også en rytter, der kan bruges til at sætte et sprintertog op. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem, siger Bjarne Riis.

26-årige Ivan Rovny skifter til Tinkoff-Saxo fra Ceramica Flaminia-Fondriest, mens 28-årige Nikolay Trusov kommer til fra Team De Rijke-Shanks.

/ritzau/