Russisk forslag kan være diplomatisk gennembrud i Syrien

Obama har deltaget i en række interview med amerikanske tv-stationer, hvor han forklarede, at han forholder sig skeptisk og stadig arbejder på at overtale en tøvende og splittet kongres til at støtte en potentiel militær aktion.

Præsidenten mener, at truslen om militær magt er nødvendig for at presse Syrien til at gøre indrømmelser.

Tidligere på dagen var Rusland hurtig til at følge op på en bemærkning fra den amerikanske udenrigsminister John Kerry, om at den syriske præsident Bashar al-Assad kunne undgå et angreb ved at aflevere landets kemiske våben.

Russerne opfordrede det syriske styre til at overlade sine kemiske våben til international kontrol. Et forslag, som FNs generalsekretær støttede, og som han opfordrede det syriske regime til at efterleve.

Rusland og Syrien er nære allierede, og under et møde mellem de to landes udenrigsministre gjorde syriske Walid al-Moualem det klart, at han lytter til sin russiske kollega - men han svarede ikke konkret på, hvorvidt regeringen i Damaskus vil efterleve opfordringen.

»Jeg har hele tiden foretrukket en diplomatisk løsning på dette problem,« sagde Obama til NBC og tilføjede, at en aftale om at Assad afleverede sine våben ikke ville løse den »underliggende forfærdelige konflikt i landet.«

»Men hvis vi kan opnå dette begrænsede mål uden brug af militærmagt ville jeg foretrække det. Det er muligt, at vi kan opnå et gennembrud,« sagde Obama til CNN.

I Kongressen har den demokratiske senatsleder Harry Reid udskudt en afstemning om en resolution, der skal godkende præsidentens forslag om et angreb på Syrien.

Afstemningen er dog planlagt til senere på ugen.

Obama har tidligere sagt, at Assad skal straffes for det Washington hævder var et gasangreb mod oprørerne, hvor 1400 blev dræbt.

Dagens Gossip

Dagens TV