Russisk gasledning deler EU-ledere på topmøde

Skrevet af admin

18/12/2015

Mest læste i dag

Planerne for udvidelse af en stor russisk gasledning til Europa blev et uhyre følsomt emne, da EU-landenes 28 stats- og regeringschefer var samlet på andendagen af et topmøde i Bruxelles fredag.

Nordstream 2, som skal gå fra Rusland via Østersøen og syd om Bornholm til Tyskland, møder stor modstand i Østeuropa, hvor landene vil miste transitindtægter, og især i Ukraine, som vil tabe stort på projektet.

- Nord Stream blev diskuteret. Det blev taget op af mange ledere, og for at være helt præcis, så var vi enige om, at alle mål med energiunionen skal overholdes, siger EU's præsident, Donald Tusk, på et efterfølgende pressemøde.

Præsidenten nævner blandt andet EU-Kommissionens vurdering, at projektet vil øge afhængigheden af russisk gas, hvilket netop går imod målet med den europæiske energiunion.

Blandt andet vil russiske Gazprom komme til at sidde på 60 procent af markedet i Tyskland.

Gasprojektet stemmer også meget dårligt med EU's støtte til Ukraine. Ukrainerne vil tabe milliarder af kroner, hvis gassen i fremtiden føres uden om den tidligere sovjetrepublik.

- Det er klart, at vi også har diskuteret det geopolitiske og problemet i, at Nord Stream vil medføre, at Ukraine som transitland tørrer ud. For det første skal vi se på vores egne regler. Det er det første mål, siger Tusk.

- Vi er enige om, at alle nye infrastrukturprojekter skal være helt i overensstemmelse med energiunionen.

Meningen med den europæiske energiunion er blandt andet at begrænse afhængigheden af russisk gas, og det er et af de argumenter, som modstanderne af Nord Stream har fremført.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, sagde under sit besøg i Bruxelles onsdag, at netop Nord Stream er hans største bekymring i øjeblikket.

Den tyske forbundskansler siger efter topmødet, at man skal undgå en situation, hvor Ukraine bliver ramt for hårdt.

- Jeg sagde også, og andre var enige i det, at vi skal have en løsning, hvor Ukraine ikke bliver helt udelukket som transitland, siger Angela Merkel.

/ritzau/