Russisk militær konfiskerer våben flere steder på Krim

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Tidligt søndag morgen har russiske militærfolk konfiskeret pistoler, rifler og ammunition fra en ukrainsk flådebase og en radarstation på Krim-halvøen.

Våbnene er blevet kørt væk i biler, oplyser det russiske nyhedsbureau Interfax ifølge Reuters.

En kilde fra det ukrainske forsvarsministerium siger samtidig, at de russiske militærfolk har opfordret personalet på de militære anlæg til at vælge side og støtte Krim-halvøens "retmæssige" ledere.

En russisk militærgruppe har fjernet våben fra en ukrainsk flåde-træningsbase i havnebyen Sevastopol, hvor den russiske sortehavsflåde også har sin base.

En anden gruppe russiske militærfolk har konfiskeret våben fra et militær radaranlæg i byen Sudak, der ligger omkring 100 kilometer sydøst for Krims hovedby Simferopol.

Dermed ser det ud til, at Rusland fortsætter med at øge sin militære tilstedeværelse på Krim.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, fik lørdag parlamentets overhus' enstemmige tilladelse til at bruge væbnede styrker i Ukraine.

Ukraines forsvarsministerium oplyste lørdag, at Rusland for nylig har bragt yderligere 6000 soldater til Ukraine sammen med 30 pansrede mandskabsvogne. Ministeriet sagde samtidig, at militæret er sat i højeste alarmberedskab på Krim-regionen.

Ukraines fungerende præsident, Oleksandr Turtjynov, pegede i fredags på, at Rusland følger samme mønster, som landet gjorde i tiden op til krigen i Georgien i 2008.

Krigen mod Georgien varede fem dage, og Rusland kontrollerer fortsat Abkhasien og en anden oprørsk provins, Sydossetien, selvom FN og de fleste andre lande ser provinserne som en del af Georgien.

/ritzau/