Russisk minister: Arktis-splid med Danmark kan vare 15 år

Skrevet af admin

05/08/2015

Mest læste i dag

Det konfliktfyldte spørgsmål om retten til Arktis, hvor blandt andet Danmark og Rusland har indsendt geografiske krav, der overlapper hinanden, lader sig ikke løse i nær fremtid.

Det russiske udenrigsministerium spår i en udtalelse, at parterne må vente 10-15 år på en løsning, efter at kravene er indsendt til FN's Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS).

Ministeriet skriver ifølge Barents Observer, at Rusland og Danmark har "samarbejdet under hele processen om Arktis, og sådan vil det fortsætte".

Kommissionen skal tage stilling til, om området, der gøres krav på, teknisk set er sammenhængende med landets kontinentalsokkel.

Der fældes ikke i kommissionen dom over, hvorvidt Rusland eller Danmark får retten til et bestemt område.

- Vi kender til de danske planer, og det har længe stået klart, at landets krav på kontinentalsokkel omfatter og overskrider Nordpolen, skriver ministeriet.

Ruslands genfremsatte og udvidede krav dækker et område på 1,2 millioner kvadratkilometer, mens det danske krav fra december 2014 er på 895.000 kvadratkilometer.

En FN-talsmand siger, at spørgsmålet ikke bliver taget op i år. Det vil komme på dagsordenen på et møde i FN-kommissionen i februar eller marts 2016.

Når kommissionen engang i fremtiden har fældet afgørelse, skal landene ifølge det russiske udenrigsministerium "bilateralt løse en eventuel strid med udgangspunkt i folkeretten".

Da Danmark indsendte krav til FN-kommissionen sidste år, var det allerede klart, at både Rusland og Canada mente at have ret til dele af samme område.

/ritzau/