Russisk oligark hængte sig

Den russiske oligark Boris Beresovskij, der blev fundet død i sit hjem i London i weekenden, lå på sit badeværelsesgulv med noget bundet om halsen, da hans lig blev fundet.

Det samme materiale, som Beresovskij havde om halsen, var bundet rundt om stangen på rigmandens badestativ på det aflåste badeværelse, viser det officielle resultat af ligsynet torsdag.

Ifølge politiet var der ingen tegn på nogen voldelig kamp inden rigmandens død, og dermed tyder alt indtil videre på, at den indædte Putin-kritiker døde ved hængning.

Direkte adspurgt, om en tredjepart kunne være involveret i Beresovskijs død, lyder svaret fra efterforsker Mark Bissell, at "det ikke fuldstændig kan udelukkes".

Den 67-årige forretningsmand, som tjente styrtende med penge efter Sovjetunionens fald, blev fundet død lørdag efter at have levet i eksil i Storbritannien i mere end et årti.

Det gav øjeblikkeligt anledning til spekulationer om, at han havde lidt samme skæbne som en anden eksileret kritiker af Putins styre i Moskva.

Aleksander Litvinenko var en tidligere KGB-mand, der var hoppet af i Storbritannien og en bekendt til Beresovskij. Han blev i 2006 forgiftet med det radioaktive Polonium-210, som formentlig var anbragt i hans mad, og han døde få uger senere.

Der har været forlydender i russisk presse om, at Beresovskij kan have begået selvmord, fordi han var i økonomiske problemer efter en tabt retssag sidste år til en anden russisk rigmand, Chelsea-ejeren Roman Abramovich.

En teori, som oligarkens egen familie heller ikke afviser, men den har også peget på helbredsproblemer.

Kilder i den russiske opposition tvivler dog på, at der virkelig kan være tale om selvmord.

- Hvis han virkelig hængte sig selv, hvorfor vidste man så ikke det lige fra starten? Jeg tror ikke på, at det var selvmord, siger den russiske oppositionspolitiker Andrej Sidelnikov.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip