Russisk politiker fundet i tønde med cement

Liget af en bortført russisk politiker er blevet fundet i en cementfyldt tønde i en kælder i udkanten af Moskva med mistanke om gengældelse for ubetalt gæld, oplyser efterforskere mandag.

- Liget af Mikhail Pakhomov, et medlem af byrådet i Lipetsk, er blevet fundet i et af kælderlokalerne under en privat garage i en metaltønde fyldt med cement, oplyser Undersøgelsesudvalget i en erklæring.

Efterforskere siger, at de efter fundet i løbet af weekenden har tilbageholdt otte mennesker i sagen, heriblandt den mistænkte bagmand, en tidligere topembedsmand i Moskvas regionalregering.

Den 37-årige Pakhomov forsvandt 12. februar i den centralt beliggende russiske by Lipetsk.

Politiet sagde, at der øjeblikkelig var mistanke om drab. Øjenvidner har oplyst, at en mand mod sin vilje blev trukket ind i et SUV-køretøj, og efterfølgende fandt man Pakhomovs cowboybukser, en af hans støvler og hans mobiltelefon.

Efterforskerne siger, at de mener, at motivet kan være penge, som Pakhomov skylder til den mistænkte bagmand Jevgenij Kharitonov, som tidligere var chef for Moskva-regionens ministerium for ejendomsadministration.

- Vi kan sige, at der er tale om et pengerelateret motiv, nemlig Pakhomovs gæld til bagmanden. Vi kan ikke sige noget mere konkret på dette tidspunkt, siger Sergei Selisjtjev, næstkommanderende i Lipetsk-regionens efterforskningsdepartement, i en erklæring.

Kharitonov blev anholdt for tre dage siden, da han forsøgte at flygte med fly fra Moskvas Sjeremetjevo lufthavn, tilføjer Selisjtjev.

Den mistænkte menes også at have stjålet personlige ejendele fra Pakhomov til en værdi af 400.000 rubler (knap 75.000 kroner).

/ritzau/AFP

 

Dagens Gossip

Dagens TV