Russisk premierminister vil have styr på naboen Ukraine

Ukraines største handelspartner og nærmeste allierede, Rusland, lægger nu armene over kors og vil have urolighederne i Ukraine til at stoppe. Ellers kan samarbejdet mellem parterne gå i stå.

Det er den russiske premierminister Dmitrij Medvedev, der torsdag ifølge nyhedsbureauet Interfax fastslår, "at Rusland kun kan have et fuldkomment, bilateralt samarbejde med Ukraine, når de legitime myndigheder er i fin form."

Tidligere på ugen frigav Rusland knap 11 milliarder kroner af en større hjælpepakke til Ukraine. Den oprindelige plan var, at russerne ville udbetale en samlet hjælpepakke på 82 milliarder kroner, men den udbetaling ser altså ud til at blive sat på standby.

- Vi har brug for partnere, der er i god form, og at myndighederne i Ukraine fungerer retmæssigt og effektivt. Det nytter ikke noget, at folk tørrer deres fødder af på myndighederne, som var de en dørmåtte, siger Dmitrij Medvedev.

Fra den russiske viceudenrigsminister Grigorij Karasin lyder det dog samtidig, at kravene fra den vestlige del af verden mod Ukraine i øjeblikket er uhensigtsmæssige.

Udmeldingen kommer som en reaktion på, at den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, har sagt, at de seneste hændelser i hovedstaden Kijev er helt og aldeles uacceptable, og at gerningsmændene bag ikke må undslippe straf.

- Det er svært for mig at kommentere, hvad den franske minister har sagt, idet jeg ikke er bekendt med ham, siger Grigorij Karasin og fortsætter:

- Men det at stille krav er ikke passende set i forhold til den nuværende situation.

Den franske udenrigsminister er sammen med sine EU-kolleger fra Tyskland og Polen torsdag morgen rejst til Ukraine, hvor de blandt andet mødes med præsident Viktor Janukovitj, mens det atter er kommet til voldsomme sammenstød.

Intentionen er at presse på for en fredelig løsning på den konflikt, som torsdag har kostet mindst 17 menneskeliv.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip