Russisk skepsis efter Obamas atom-frieri

Det var hovedbudskabet, da den amerikanske præsident onsdag eftermiddag talte i et stegende hedt Berlin.

Som mange af sine forgængere rejste Obama til den tyske hovedstad med et vigtigt udenrigspolitisk budskab, og opfordringen til nedrustning fik et ekstra symbolsk skær i byen, hvor den kolde krig stadig sætter sit fysiske præg.

»I dag lancerer jeg en plan for at reducere verdens lagre af atomvåben med op til en tredjedel. Og jeg vil samarbejde med Rusland om den målsætning,« sagde Obama.

»Jeg har intentioner om at forhandle nedskæringer på plads med Rusland, så vi kan bevæge os væk fra den kolde krigs holdninger til atomvåben,« fortsatte han.

Det forslag får dog umiddelbart en kold modtagelse hos den gamle koldkrigsfjende i øst, skriver Reuters.

»Hvordan skal vi kunne tage idéen om at reducere de strategiske atomvåben seriøst, når USA opbygger sin evne til at opsnappe disse våben,« lød det onsdag fra vicepremierminister Dimitrij Rogozin. Han henviser til opbygningen af USAs missilforsvar, som russerne frygter vil kunne nedskyde deres missiler.

Og den russiske skepsis er udtryk for, at fjendebillederne fra den kolde krig ikke er forsvundet, selvom Obama siger noget andet, vurderer senioranalytiker og ruslandsekspert Karsten Jakob Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier.

»Rusland har aldrig helt sluppet scenariet omkring atomvåben fra den kolde krig. Man mener, at de strategiske kernevåben er forudsætningen for en atomar stabilitet, og derfor er man meget forsigtig ved at pille for meget ved det, der i givet fald vil kunne underminere stabiliteten. De siger det ikke åbent, men russernes tankegang er, at der skal være garanti for en gengældelseskapacitet, der kan slå fjenden fuldstændig ud, hvis fjenden angriber først,« forklarer han.

Selvom det amerikanske missilforsvar ikke falder ind under atomvåbenkategorien, er der ingen tvivl om, at russerne betragter det som en trussel, der kan forstyrre den strategiske balance.

»Disse våben nærmer sig niveauet for strategiske atomvåben, hvad angår deres rækkevidde. Stater, der besidder disse våben, øger i høj grad deres offensive potentiale,« siger Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Derfor er sandsynligheden for, at Rusland tilslutter sig Obamas opfordring lille, vurderer Karsten Jakob Møller.

»Jeg tror ikke, det er voldsomt realistisk, for i øjeblikket er russerne ikke nemme at forhandle med. Så længe, man ikke har en fælles forståelse og aftale af, hvordan man skal håndtere missilforsvaret, så er russerne meget lidt tilbøjelige til at indgå nye aftaler,« siger han og peger på, at det næppe alene er et ønske om en fredeligere verden, der får Obama til at forslå atomnedrustning.

»Amerikanerne er meget interesserede i at foretage en stor reduktion, blandt andet af økonomiske grunde. For hvis ikke de reducerer antallet af atomvåben, er de nødt til at renovere eller erstatte dem,« siger han.

Dagens Gossip