Russisk sportsminister vil straffe homo-propaganda

Den russiske by Sochi er til februar vært ved vinterens olympiske lege. Et værtsskab, der i disse dage får massiv omtale af den negative slags.

Baggrunden er en ny kontroversiel lovgivning, der forbyder 'homoseksuel propaganda', som det hedder. Med andre ord: at udtrykke sig positivt om homoseksualitet.

Den nye lovgivning er blevet mødt med massiv kritik. En kritik, der er blusset yderligere op, efter den russiske sportsminister Vitalij Mutko torsdag gik ud med følgende udtalelse:

- Ingen forbyder atleter med ikke-traditionelle seksuelle orienteringer at komme til Sochi (OL-værtsbyen, red.), men hvis de propaganderer på gaden, vil de blive holdt ansvarlige, siger han til nyhedsbureauet dpa.

Den kontroversielle udmelding kommer efter den internationale olympiske komité (IOC) havde meldt ud, at de russiske myndigheder havde lovet at dispensere fra lovgivningen under legene.

Med Vitalij Mutkos udtalelse ser den lovning ud til at være varm luft.

Lovgivningen, der indskrænker de homoseksuelles rettigheder, blev underskrevet af den russiske præsident, Vladimir Putin, i sidste måned.

 

 

Dagens Gossip