Russisk veto mod FN-jagt på skyldige i MH-17-katastrofe

Rusland har onsdag i FN's Sikkerhedsråd nedlagt veto mod et resolutionsforslag om et internationalt tribunal, der skal retsforfølge dem, der for et år siden nedskød et passagerfly fra Malaysian Airlines over det østlige Ukraine, skriver de internationale nyhedsbureauer.

11 af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer stemte for forslaget fra Malaysia, Australien, Belgien, Holland og Ukraine om at nedsætte en domstol.

Rusland stod fast på sit veto, mens tre lande - Kina, Angola og Venezuela - afstod fra at stemme. Sikkerhedsrådets møde blev indledt med et minuts stilhed til minde om de 298 ombordværende, der blev dræbt ved katastrofen 14. juli 2014.

- Hvordan kan man være sikker på, at en sådan undersøgelse vil være upartisk, spurgte den russiske FN-ambassadør, Vitalij Tjurkin, i en tale til Sikkerhedsrådet efter afstemningen.

Han ville gerne vide, hvordan man kunne modstå en "aggressiv baggrund af propaganda i medierne".

Rusland foreslog en alternativ resolution, som ikke indeholder et tribunal, men foreslår en fuldstændig international undersøgelse.

To tredjedele af passagererne på fly nummer MH17 var hollændere. Efter at være blevet ramt styrtede flyet ned på ukrainsk jord kontrolleret af russisk støttede oprørere.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip

Dagens TV